.
Rejser i Vestjylland
Områder i Vestjylland
Bag om Vestjylland
Område 1 - Plantagelandet
Område 2 - Klitlandet
Område 3 - Esbjerg & Ho Bugt
Område 4 - Vadehavet & øerne
Praktiske oplysninger
Online printversion
Pdf-version
 

VADEHAVET & ØERNE

Af Peter Hovmand


Vadehavet er i høj grad et landskab på grænsen mellem land og hav, ikke mindst fordi denne grænse flytter sig i takt med tidevandet. Langs hele kysten beskytter digerne mod stormflod, så godt de nu kan. Og længere inde ligger det flade marskland som normalt ikke bliver berørt af tidevandet, men som til gengæld bliver fuldstændig oversvømmet når digerne en gang imellem brister.

 

 

Ved Vadehavet møder man først og fremmest et utrolig fladt landskab, men tag ikke fejl, her udspiller et af naturens store dramaer sig to gange i døgnet. Ved skiftet mellem lavvande (ebbe) og højvande (flod) er man vidne til hvordan Vadehavet i den grad er et foranderligt landskab. Tidevandsforskellen er mange steder omkring 1,5 meter, hvilket virker meget dramatisk. Resultatet er dog et utroligt frodigt plante- og dyreliv, især i marsklandet længere inde og på øerne længere ude.

Oppe på de menneskeskabte diger er der et særdeles godt udsyn over landskabet, og med bil eller traktor kan det ved lavvande udforskes på nærmere hold. Den blottede havbund afslører mere eller mindre frivilligt sine hemmeligheder ved lavvande, hvilket især de tusindvis af grådige fugle nyder godt af.

Især områderne ved øerne Mandø, Rømø og vejene ud til dem serverer Vadehavet på et sølvfad. Her kan fuglelivet opleves på tætteste hold, hvis man overnatter på en af øerne og står tidligt op. Baglandet byder desuden på de store åer: Sneum Å, Kongeå, Ribe Å og Brede Å. Det sydlige Vestjylland er om noget også åernes land.

Aller sydligst, tæt ved grænsen ligger de gamle byer Tønder og Møgeltønder, hvor ikke mindst Schackenborg Slot frister med sin flotte slotspark. Desuden kan man syd for grænsen se det sydslevigske landskab, der indtil 1864 var en del af Hertugdømmet Slesvig.


Boks:
Nationalpark Vadehavet

I 2008 blev hele den danske del af Vadehavet udråbt til nationalpark. Området indbefatter Vadehavet inklusive alle øerne, Varde Ådal i nord, Skallingen, Ribemarsken og de ydre dele af Tøndermarsken i syd.

Dette er et stort fremskridt udviklingen af især fuglelivet og fiskelivet i området. Nationalparken er sikret positiv særbehandling fra myndighedernes side, men det kræver også at de mange besøgende viser respekt for naturen i området og ikke efterlader skrald til fare for de nysgerrige dyr.


SAMMENHÆNG: FANØ

Blot 2 km ud for Esbjerg Havn findes en helt anden verden, nemlig Fanø der på alle måder er anderledes end fastlandet. Stemningen er endnu mere afslappet, husene er ældre, men utrolig velholdte og naturen byder både på fantastiske badestrande, gamle plantager og store klitheder inden for en meget overskuelig afstand.

 

 

For de fleste der kender øen, er Fanø først og fremmest en eksklusiv ferieø, men en vigtig del af øens charme er faktisk lokalbefolkningens bevidsthed om øens historie. I 1741 købte de lokale øens jagt- og strandret af Kong Christian 6. for 6.000 rigsdaler. Med købet fulgte desuden retten til at bygge skibe, hvilket var lidt besynderligt, eftersom der ikke var nogen skove på øen dengang. Men de rettigheder blev faktisk startskuddet for Fanøs storhedstid som en ø med flere velfungerende skibsværfter, og de efterfølgende 100 år blomstrede økonomien støt, hvilket tydeligt ses på de flotte gamle huse på øen.

Øen er 16 km lang og 3-5 km bred. Højest er Pælebjerg med sine 21 meter, hvilket dog ikke er nok til at se særlig meget af den vestlige kyst med de lange sandstrande. Det meste af øen er dækket af klithede, mod øst er den flade kyst domineret af engområder, og midt på øen finder man Fanø Plantage der breder sig på hver sin side af hovedvejen.

I nord ligger hovedbyen, Nordby med øens eneste rigtige havne, 2 km mod syd ligger Rindby, tæt på sommerhusområdet og flere campingpladser, og aller sydligst ligger den ældste by, Sønderho, hvor de fleste af de gamle huse af gode grunde er fredede.

Faunaen på øen er lidt speciel. Der findes en del vilde kaniner, som efterhånden opfattes som skadedyr. Flere sjældne fugle yngler på øen, bl.a. hvidbrystede præstekraver. Mere normale er hulduerne der som noget særligt her bygger reder i de gamle kaninhuller. Om vinteren kommer desuden flere havørne til øen for at få ro. Af større dyr er der mange rådyr som her er mere tamme end dem på fastlandet.

www.visitfanoe.dk


Boks:

Færgen til Fanø

For at komme til Fanø tager man færgen fra Esbjerg Færgehavn. Om sommeren går den hvert 20. minut, indtil en halv time før midnat. Overfarten går selvsagt hurtigt (12 minutter), så der er ikke tid til meget fnidder ombord.

Fanøtrafikken, Dokvej 5, 6700 Esbjerg. t 70 23 15 15. Åbent Færgen til Fanø sejler flere gange i timen til kl. 23.30. Voksne (o. 18) 37 kr. Børn 21 kr. Tilbageturen er gratis! www.fanoetrafikken.dk


Attraktion: NORDBY

Byens hyggelige gader rummer et overflødighedshorn af flotte, gamle huse, hvoraf flere af dem er blevet lavet om til butikker, restauranter eller caféer. Og selvom dette er øens hovedby, er det et meget fredeligt sted. De fleste af de lokale indbyggere er udpræget venlige og imødekommende. Om aftenen kan man desuden nemt støde på et nysgerrigt rådyr ved indgangen til en af haverne.

Vel i land kan man med fordel gå ind på turistkontoret der er noget af det første der ligger ud mod havnen. Glem ikke et gratis kort over øen. I højsæsonen er der mildest talt rift om sengepladserne her på øen, så det er en god idé at bestille logi i god tid.

En langsom gåtur igennem byen i sydlig retning kan anbefales. Her ligger den ene stråtækte gård efter den anden, nogle af dem klods op ad hinanden. Overrasket over at se et lille rådyr nippe til en busk lige ved siden af vejen, griber man langsomt efter sit kamera. Der er god chance for at man når at tage billedet, inden rådyret bevæger sig ind i den næste have, den har nemlig ikke så travlt.

Der er flere gode restauranter i byen, men de lukker tidligt, så igen er det en god idé at bestille bord i god tid. Et rigtig hyggeligt sted at få en øl eller en kop kaffe er Den lille cafe på Hovedgaden. Her kan man uden besvær få en god snak med nogle af de lokale fannikker. De skal nok minde én om at Fanø eksisterede længe inden Esbjerg! Den gamle konflikt mellem Nordby og Sønderho er heller ikke helt glemt endnu, selvom der efterhånden er stor forskel på de to byer, og alle de vigtige institutioner ligger i Nordby, mens Sønderho er blevet en eksklusiv museumsby. Nej, det er med et kærligt glimt i øjet at folk fra Nordby taler om den gamle by i den sydlige ende af øen.

Den lille cafe, Hovedgaden 42, 6720 Fanø.


Attraktion: Fanø Museum

Her er unægtelig trange kår, især i en moderne målestok. Men på væggene hænger alligevel flotte malerier og kobberstik af gamle skibe, og i stuen mangler hverken møbler eller ordentlige kaffekopper på bordet. Også dengang var søfart et indbringende erhverv.

Huset fra 1801 har fungeret som museum siden 1939. Oprindeligt har museet beskrevet de relativt beskedne vilkår der var for en typisk familie på Fanø i slutningen af 1800-tallet. Men med tiden er samlingen vokset til at omfatte et bredt udsnit af datidens redskaber og kunstgenstande.

Skolevej 2, Nordby, 6720 Fanø. t 75 16 21 60. Åbent 1/6-30/6 mandag-lørdag 11-14, 1/7-31/8 mandag-fredag 11-16, 1/9-16/9 og 9/10-21/10 mandag-lørdag 11-14. Voksne 25 kr. Børn 5 kr.


Attraktion: Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling

Museet indeholder flere flotte skibsmodeller og klassiske Fanødragter, der især udmærker sig ved de temmelig særprægede hovedbeklædninger. Det er svært ikke at undre sig over hvordan kvinderne på Fanø i gamle dage kunne gå med sådan noget på hovedet hver søndag.

En stor samling af skibsmodeller er også på sin plads i den gamle søfartsby, hvor der stadigvæk bor en del søfolk. Alle skibsmodellerne er i målestokken 1/48. Der har været stolte søfartstraditioner på øen i flere hundrede år, og indtil nedlæggelsen af Fanø Navigationsskole og Fanø Søfartsskole i 2004, blev mange af de gamle traditioner givet videre til nye, unge søfolk.

Hovedgaden 28, Nordby, 6720 Fanø. t 21 14 00 43. Åbent 1/5-30/9, mandag-lørdag 11-16, 1/10-30/11 mandag-lørdag 11-13, 1/2-30/4 mandag-lørdag 11-13. Lukket december og januar. www.fanoskibs-dragt.dk


Attraktion: FANØ KLITPLANTAGE

Den unge skov byder én velkommen på en tilbageholdende måde. Træerne er ikke så høje, men det ser nu meget sødt ud ved siden af græsengene og klitheden rundt om. Skoven virker sine steder helt eventyrlig med forskellige træer og mange stier på kryds og tværs.

Langs hovedvejen fra Nordby til Sønderho er der en separat cykelsti. I godt vejr ville det være en skam ikke at udnytte den. Følg vejen sydpå, og efter et par kilometer langs græsenge og lidt klithede møder man skoven. Bjergfyr og skovfyr dominerer som de mest hårdføre træsorter, men der findes også mindre områder med birk og bøg, hvilket giver et særlig romantisk indtryk i den vilde skov. Stop ved Plantørboligen midt i skoven. Vejen mod øst fører til Annesdalbjerg. Hvis man er stille og holder en pause hist og her, støder man helt sikkert på nogle af de mange små rådyr der gemmer sig i skoven. I lysningerne er der også god mulighed for at få et glimt af en rovfugl. Hemmeligheden er at tage det med ro og holde mange pauser.

Udsigten fra Annesdalbjerg er ikke overvældende, men det er et dejligt område. Øens eneste teltplads ligger tæt ved. Desuden ligger Albue Fuglekøje her med opdræt af især ænder. Opsynsmanden taler kærligt til dem når han om morgenen kommer med dagens portion af korn og andet godt. Omkring de mere moseagtige områder af øen findes den kødædende plante, soldug der skaffer sig ekstra kvælstof ved at fange og fordøje små insekter. I den vestlige ende af skoven ligger Pælebjerg omgivet af en smuk sø mod nord og særlig flot lynghede mod sydøst.

Skov- og Naturstyrelsen har udgivet folderen ’Fanø’ der indeholder beskrivelser af naturen og kort over vandrestierne på øen. Folderen fås bl.a. i turistinformationen i Nordby.


Attraktion: Skovlegepladsen

I skovbrynet ud mod klitheden ligger den store legeplads midt i det hele, og det er næsten for godt til at være sandt for enhver legesyg dreng eller pige. Her er alt hvad hjertet kan begære af anlæg på en legeplads – og mere til.

I den sydlige del af skoven ligger skovlegepladsen og venter. Der er her tale om legepladsernes mekka midt i naturen, det bliver ikke bedre. Absolut en udflugt værd for børn i alle aldre.

Følg hovedstierne, det er nemt at fare vild på de mindre stier i skoven. Hvis man alligevel farer vild, kan man gå op på den nærmeste bakke for at få et overblik.


Attraktion: Klitheden

Den største del af klitheden ligger syd for skoven og dominerer landskabet. Her har lyngen stadigvæk overtaget, hvilket skaber et naturligt, smukt billede der har inspireret utallige kunstmalere de sidste par hundrede år.

I august begynder lyngen at blomstre, hvilket giver klitheden et kraftigt violet skær der kan virke helt uvirkeligt. Og det bliver ikke mere normalt af at de vilde kaniner her hopper rundt på deres egne, små stier lidt væk fra hovedstierne.


Boks:

Irriterende myg

I skoven opdager man hurtigt en irriterende kløe i hovedbunden. Det er de lokale små stikmyg, mitter, der især sætter sig i hovedbunden for at suge blod. Den bedste løsning er at holde sig i bevægelse, gerne i områder hvor det blæser, hvilket normalt ikke er svært at finde. Det kan også hjælpe lidt med en tætsiddende hat eller hue. Myggespray har kun en kortvarig effekt, men virker i bekæmpelsen af mitter bedst hvis den sprøjtes på tøjet.


Attraktion: SØNDERHO

Byen minder lidt om et frilandsmuseum, uden egentlig at være det, det er bare en lille by med over 80 fredede huse. Det er svært ikke at blive charmeret af denne gamle skipperby, hvor tiden synes at være gået i stå.

Sønderho er øens ældste by, men de gamle huse er mindst lige så flotte som dem i Nordby. Det er endnu et tydeligt tegn på den velstand skibsbyggeriet og skibsfarten bragte til øen for over 100 år siden. At gå rundt i byen er som at rejse tilbage i tiden - om man vil det eller ej, tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor øen nåede sit højdepunkt inden for skibsbyggeri.


Attraktion: SØNDERHO MØLLE

Møllen står i ensom majestæt i det flade landskab, en umiddelbart absurd bygning som ingen anden. Er det moderne kunst? En blanding af et gammelt skib og en kæmpe plæneklipper? Nej, det er det ikke, men det er nemt at lade fantasien løbe. Det var ikke uden grund at den omtågede Don Quijote forvekslede vindmøllerne på sletten med farlige drager.

I den nordlige ende af Sønderho ligger den gamle mølle. Den har været i brug til og med 1923, hvorefter den er blevet nøje bevaret for eftertiden.

Sønderho Mølle, Vester Land 44, 6720 Fanø. Åbent juni onsdag og lørdag 14-16, juli og august hver dag 14-16, september onsdag og lørdag 14-16. Voksne 30 kr., børn 5 kr.


Attraktion: Den nye kirkegård

Det er med ærefrygt og respekt man begiver sig ind på denne kirkegård, hvor de mange savnede søfolk fra den gamle by mindes. Her er en flot statue af en mor med to børn der står og spejder ud over havet og kigger efter en far der aldrig kom hjem.


På stenen under statuen står disse ord:


De gik til ankers om den ganske jord

og faldt til hvile under alle zoner;

een slumrer under sneen højt i nord,

en anden under sydens blomsterflor,

hvor vinden hvisker mellem palmekroner.


Paa alle kyster ved det aabne hav

en frændes ankerplads er vel at finde;

da ingen kender, hvor han fandt sin grav,

og ingen ham en krans til kisten gav,

paa hjemlig jord ham rejstes dette minde.


I den nordlige ende af byen mindes de mange søfolk som Sønderho har mistet igennem tiden. F.eks. fortæller en stor mindesten midt på kirkegården om den forfærdelige vinter i 1825, hvor 40 lokale kvinder blev enker og 100 børn faderløse. Det har været en katastrofe uden lige i det lille samfund. Men livet gik videre, fanøkvinderne havde nemlig for længst lært at være selvstændige. Dengang tog havet gennemsnitligt 5 søfolk fra Sønderho om året. Nogle år var bare meget værre end andre.

Landevejen, 6720 Fanø.


Attraktion: Sønderho Kirke

Tabet af de mange mænd var med til at gøre troen særlig stærk på Fanø. Dengang var tro ikke bare et valg, det var en måde at overleve på med Guds hjælp. Idéen om Frelseren, Jesus Kristus der også fik en ung og smertefuld død, har givetvis været til stor trøst.

Kirken fra 1782 er en lidt speciel, bred bygning med plads til alle byens indbyggere. Som noget helt unikt hænger der under loftet en stor samling af kirkeskibe, faktisk 14 i alt, hvormed Sønderho Kirke er den kirke med flest kirkeskibe i Danmark. Der er ingen tvivl om at søfolkene og deres skibe i sin tid har fyldt meget i familiens bønner.

Sønderho Strandvej 1, 6720 Fanø. Åbent hverdage 8-16, lør-, søn- og helligdage 12-16.


Attraktion: Restauranter i Sønderho

Man støder hurtigt på byens centrum, den gamle Sognegård ved Brugsen. Her er både posthus, bibliotek og sognearkiv. Rundt om ligger det ene flotte hus efter det andet, og mange af dem byder på noget at spise eller drikke.

Kromanns Fiskerestaurant er ikke til at overse. Stedet fungerer også som hotel. Man kan vælge mellem flere forskellige fiskeretter, både til frokost og aften, men gå ikke glip af den varme strudel til kaffen. Det er ikke kun forkælelse, det er også vigtigt for at kunne klare den friske blæst fra vest!

Sønder Land 7, 6720 Fanø. t 75 16 44 45. Åbent tirsdag-søndag 11-23.

Sønderho Kro er bestemt også et besøg værd. Kroen har været kongeligt priviligeret siden 1722, og den kan i dag byde på lokale retter som bakskuld (røget, tørret og saltet issing) og andre røgede specialiteter til frokost til en rimelig pris. Til aften kan man f.eks. vælge en overdådig menu på 6 retter, men det bliver heller ikke helt billigt. Stedet fungerer stadigvæk også som hotel.

Kropladsen 11, 6720 Sønderho. t 75 16 40 09. Åbent 14/3-1/11 hver dag 12-21. www.sonderhokro.dk

Café Nanas Stue rummer som noget helt specielt Fanø Flisesamling, en stor samling hollandsk-frisiske fliser bragt hjem til øen af de lokale sømand mellem 1650 og 1910.

Sønderland 1, 6720 Fanø. t 75 16 40 25. Åbent mandag-torsdag 11-23, fredag-lørdag 11-02, søndag 11-23. www.nanas-stue.com


Attraktion: Fanø Kunstmuseum

Man kan udvide sin oplevelse af Fanø med flere mil, hvis man besøger dette righoldige museum. Mange klassiske fanømalere er repræsenteret her, men der er også fundet plads til nye talenter.

Her er en samling af fanømalere som Julius Exner, C.F. Sørensen og Sigvard Hansen. Malerierne er blevet samlet i en længere årrække, før de til sidst fik plads i Kromanns Hus i 1992. Der er desuden også løbende udstillinger af nyere, som regel jyske kunstnere.

Nord Land 5, Sønderho, 6720 Fanø. t 75 16 40 44. Åbent 15/3-2/11 tirsdag-søndag 14-17. Desuden søndage juni-august 11-17. www.fanoekunstmuseum.dk


Attraktion: STRANDENE PÅ VESTSIDEN

Med lidt god vilje kan det godt lade sig gøre at cykle i det hårde sand ved strandkanten, men næppe særlig langt i modvind. I længden er det bedre at beslutte sig for hvor man vil hen på forhånd og så følge de veje der er.

Der er som regel en ganske god blæst fra vest, og kombineret med det skarpe genskin fra havet og sandet, kan det godt kræve et par gode pauser i læ bag klitterne. Men folk der er ude det meste af dagen her ved Vesterhavet, kommer helt sikkert til at sove godt om natten!

Badestrandene ligger udelukkende på vestsiden af øen, til gengæld er der her tale om nogle af Nordeuropas absolut bedste. Som noget specielt ved vestkysten af Fanø, bliver der ved hvert bølgeslag tilføjet ganske lidt sand. Således bliver Fanøs vestkyst, i modsætning til meget af Jyllands vestkyst, altså større og større for hvert år der går, hvilket vel er meget betryggende, hvis man i mellemtiden skulle være blevet fan af øen.

Netop fordi Vesterhavet ikke gnaver sig ind på kysten, men tværtimod tilfører nyt sand, ligger bunkerne fra 2. Verdenskrig stadigvæk på deres oprindelige placeringer i klitterne, tilpas godt gemt væk af sand og græs. De var selvsagt en del af tyskernes beskyttelse af Esbjerg Havn mod en frygtet, allieret invasion.


Attraktion: Fanø Vesterhavsbad

Vandet langs denne kyst er nok det reneste i hele landet. Det skyldes det friske vand fra Vesterhavet, og som så mange andre steder skal der holdes et vågent øje med bølgerne. Efter en god dukkert kan man til gengæld godt trække et par år af sin alder, i hvert i et par timer.

Lige vest for Nordby ligger øens klassiske badestrand. Der har været etablerede kurhoteller her i over hundrede år, i mellemkrigstiden med så eksotiske navne som Hotel Kongen af Danmark og Hansens Pensionat. De er dog for længst blevet erstattet af det mere moderne Feriecenter Vesterhavet. Selv det gamle Hotel Kongen af Danmark ville næppe kunne leve op til nutidens standarder for hoteldrift. Mange af de gamle ferievillaer står dog stadigvæk tilbage ved siden af, men helt sikkert også med en del fornyelser.

Stranden mod nord, Søren Jessens Sand, er bilfrit område, men man kan køre langs stranden syd for uden problemer. Ved lavvande kan der i perioder være mange vadefugle i strandkanten, men de flyver væk lige så snart man kommer tilpas tæt på.

Hvert år bliver der holdt en international dragefestival af dimensioner her ved kysten, typisk mellem den 19. og 21. juni.

www.kitefliersmeetingfanoe.de


Attraktion: Rindby Strand

Børnene er begejstrede for det rene, hvide sand og bølgernes bevægelse mod strandbreden, og deres glæde smitter nemt.

Stranden vest for Rindby og campingområderne er godt besøgt i højsæsonen, men der er som regel plads nok til alle. Hvis man absolut vil have stranden lidt mere for sig selv, skal man bare komme tidligt om morgenen eller senere på aftenen.


Attraktion: Windsurferområdet

Windsurferne skøjter hen over vandet i høj fart. Det ser ud som en leg, og det er det også, men helt let er det nu ikke. For en sikkerheds skyld holdes der en god afstand mellem udøverne.

Syd for Rindby Strand er der et stort stykke af stranden med god plads til windsurfere og kitesurfere. De holder som regel til lidt længere ude i vandet, men badefolket bør alligevel vise hensyn. Efter 3 km begynder stranden igen at være forbeholdt badegæster.


VÆRD AT VIDE OM FANØ

Fanø Turistbureau, Nordby, Færgevej 1, 6720 Fanø. t 70 26 42 00.

Åbent 1/7-31/8 mandag-fredag 9-17, lørdag-søndag 10-16.

1/9-30/6 mandag-fredag 10-17, lørdag 10-13.

Her fås information og kort over øen og diverse udflugtsmuligheder.

www.visitfanoe.dk


Fanøtrafikken, Dokvej 5, 6700 Esbjerg. t 70 23 15 15. Åbent Færgen mellem Fanø og Esbjerg sejler flere gange i timen til kl. 23.30. Voksne (o. 18) 37 kr. Børn 21 kr. www.fanoetrafikken.dk


Nordby Posthus, Færgevej 1, Nordby, 6720 Fanø. t 80 20 70 30. Åbent mandag-fredag 12-17.


Danske Bank, Hovedgaden 74, Nordby, 6720 Fanø. t 45 12 12 90.


SAMMENHÆNG: MANØ OG RØMØ

Livet på en lille ø er noget specielt. På en lille ø, omringet af vand, mere eller mindre afskåret fra fastlandet, er der helt naturligt mere ro. Med mindre man altså har hang til ø-kuller. Og i Vadehavet er øerne nogle af de bedste steder at opleve den særlige natur i området. Her er der god mulighed for at fokusere på livet omkring sig uden alt for megen distraktion udefra.

De to sydlige øer i Vadehavet er på mange måder ret forskellige fra hinanden. Mandø er både væsentligt mindre i størrelse og mindre tilgængelig end Rømø er. Der går godt nok vej ud til begge øer, men mens vejen ud til Mandø blot er en grusvej der bliver oversvømmet ved højvande, så er der en asfalteret vej ud til Rømø, placeret på et stabilt dige.

På begge øer er der et dyreliv meget anderledes end det på fastlandet. Her er der et specielt fugleliv med enorme mængder af især vadefugle forår og efterår. Og der er også god mulighed for at se sælerne hvile på sandbankerne længere ude.


Attraktion: Vester Vedsted Kirke

Ikke langt fra vejen ud til Mandø ligger en kirke der har været ude for både lyn, brand og sammenstyrtninger i sine 900 år. Men det mærkes der ikke meget til når man træder ind ad døren. Her venter blot roen og muligheden for at samle tankerne for en kort stund.

Kirken ligger blot 1 km fra diget, og den stammer fra 1100-tallet. Dog er tårnet nyere, eftersom det gamle tårn blev ramt af lynet i 1845 og brændte ned. Selve kirken blev ved den anledning redet af snarrådige kirkegængere der fyldte døråbningen ind til kirkerummet med græstørv.

Mindre heldig var præsten i 1765, da himlen over prædikestolen faldt ned i hovedet på ham midt under prædiken. Efter at have sundet sig fortsatte han dog ufortrødent sin prædiken over for den nu ekstra opmærksomme menighed.

Kirken har et meget smukt kirkerum med en kalket udsmykning af korhvælvingen, udført af Harald Munk i 1916. Altertavlen, hvor det centrale billede beskriver den sidste nadver, stammer fra begyndelsen af 1700-tallet.

Søndre Kirkevej 20, Vester Vedsted, 6760 Ribe.


Attraktion: Vadehavscentret

Lige inden vejen ud til Mandø findes en lille udstilling om Vadehavets særlige natur og om det vigtige digebyggeri langs kysten. Der er bl.a. flotte optagelser af hvad en stormflod gør ved landskabet. Udenfor kører den traktortrukne bus til Mandø. Desuden er der hængt tidevandstabeller op for området.

Okholmvej 5, Vester Vedsted, 6760 Ribe. t 75 44 61 61. Åbent april-september 10-17.00. Marts og oktober 10-16. Voksne 60 kr. Børn (u. 13) 25 kr. www.vadehavscentret.dk


Attraktion: Vejen ud til Mandø

Et stykke ude i vandet ses Vadehavet i en perfekt blanding hvor land, hav og himmel flyder sammen. Det er et dejligt, befriende syn der på sin helt egen måde udvider éns perspektiv på verden.

Nord for Vester Vedsted ligger vejen ud til Mandø. Den bliver oversvømmet ved højvande to gange i døgnet, så hold øje med tidevandstabellerne, men selv ved normalt højvande kan man komme et par hundrede meter ud til fods uden at blive våd. Gå dog ikke for langt ud, hvis vandet fortsat stiger.

Okholmvej, Vester Vedsted, 6760 Ribe.


Boks:

Mandøbussen

Allerede på vejen ud til øen begynder oplevelsen at tage form. Oppe fra bussens tag ses havbunden ganske tydeligt rundt omkring. Og er udsigtspunktet højt nok, kan man næsten hele den lille ø fra ende til anden.

Der er to måder at komme ud til øen på, enten ved at køre ud ad grusvejen som oversvømmes ved højvande, eller ved at tage Mandøbussen, en traktortrukken bus der ikke er bange for lidt vand. Bussen kører fra Vadehavscentret.

Mandøbussen, Okholmvej 5, Vester Vedsted, 6760 Ribe. t 75 44 51 07. Åbent Bussen kører næsten dagligt april-oktober. I juli-august kører bussen to gange dagligt. Første afgang er som regel omkring kl. 11. Voksne 60 kr. retur. Børn (u. 12) 50 kr. retur. www.mandoebussen.dk


Attraktion: Mandø

For en stund er man effektivt væk fra det hele. Øen er kun et par kilometer på hver led, og oppe fra de højeste diger, kan det meste af øen overskues på et par sekunder.

Det et smukt syn med de mange får og køer der stille og roligt græsser i det flade landskab. Normalt bor der kun omkring 60 mennesker fast på øen, om sommeren bliver det til lidt flere. Men som de lokale siger: ”Vi sælger fred og ro.” Det er på alle måder et mikrosamfund der er herude, det absolut modsatte af en storby.

Livet på øen er dog ikke uden dramatik. Ud over de tusindvis af ænder og gæs der i perioder græsser om kap med fårene, kan der til tider opstå andre store naturlige udsving. Under fuldmåne kan der pludselig komme springflod, meget kraftigt tidevand, og så gælder det for de lokale om at få fårene ind fra forlandet, de yderste områder af øen, så de ikke drukner. Det bedste, mest næringsrige græs findes ellers herude. ”Fårene elsker det saltholdige, saftige græs, og kvaliteten på deres kød bliver helt i top,” afslører de lokale stolt. Fårekød er nemlig en af øens specialiteter.

Det er under alle omstændigheder en god idé at overnatte på øen ved Mandø By for at falde helt til ro. De særligt fugleinteresserede står tidligt op for at gå en tur nord for byen. Her kan de følge fuglenes morgenrutiner fra første parket.

Tæt ved byen ligger den tagdækkede Mandø Mølle fra 1832, en ganske flot og utrolig velholdt bygning der bestemt et besøg værd.

Mandø Mølle, Mandø Byvej 35, Mandø, 6760 Ribe. Åbent Åbent hele året rundt. Fri entre!


Attraktion: Rømø

Næsten alle muligheder er til stede på denne ferieø: Gåture på klitheden eller i skoven, badning på stranden, hygge i havnebyen eller skæg og ballade i feriecentret. Kun fantasien sætter grænsen.

Rømø er en helt anden oplevelse end Mandø. Øen er ganske stor, faktisk den største, danske ø i Vadehavet, og forholdene på øen er blevet mere normale siden dæmningen med den store vej ud til øen blev færdig i 1948. Via den 9 km lange dæmning er øen så at sige landfast med Jylland. Turen ud ad dæmningen giver nu alligevel en speciel oplevelse af Vadehavet og det rige fugleliv der findes til hver side.

Store dele af øen er dækket af klithede, men på nordsiden er der et stort marskområde, Juvre Enge, hvor får og køer græsser. Længere ude på sandbankerne hviler sælerne sig i solen. Ved lavvande kan man på vaderne mod vest nemt finde sandorme, slikkrebs og muslinger. Det viser tydeligt hvorfor området er så populært blandt vadefuglene. Her begynder forårstrækket allerede i april, mens efterårstrækket begynder i juli. Det kan nogle gange blive til over 100.000 vadefugle på øen samtidigt.

På vestsiden af øen ligger de store badestrande, tilpas tæt på klitheden og de små skove. Mellem de to skove ligger Rømø Kirkeby, hvor man bl.a. finder Rømø Kirke fra år 1300. Kirken dominerer med sin højde i det flade landskab, så den er ikke til at overse. I nærheden er der en kirkegård, hvor der ligger flere gamle hvalfangerkaptajner begravet.

I den sydlige ende af øen ligger den største by, Havneby der fungerer som en komplet by med hoteller, restauranter, museer, forretninger og en rigtig havn, hvorfra man bl.a. kan sejle til naboøen Sild syd for grænsen. Mangler børnene underholdning kan de i det store feriecenter, Kommandørgården nord for byen bl.a. opleve islandske heste, minitraktorer, vandrutchebane, tømmerflådesejlads og meget mere.

Skov- og Naturstyrelsen har udgivet folderen ’Rømø’ der indeholder beskrivelser af naturen og kort over vandrestierne på øen. Folderen fås bl.a. i turistinformationen i Havneby.

www.romo.dk


Boks:

Hvalstrandinger på Rømø

I perioder forekommer der tilfældigvis store hvalstrandinger på Rømø. I 1996 og 1997 strandede der henholdsvis 16 og 13 kaskelothvaler på øen, hvilket absolut er rekord i Danmark i nyere tid.

Hvorfor en hvalflok pludselig søger mod land skyldes nok en blanding af uheld og loyalitet. Under jagten på fisk nær kysten kan en hval i uroligt vejr være uheldig at havne oppe på kysten. Det medfører desværre ofte at hele hvalflokken i ren loyalitet følger i den strandede hvals spor, måske i et forsøg på at hjælpe. Men hvorfor disse store pattedyr på op til 50 tons dør så hurtigt når de ligger på stranden, er imidlertid lidt af et mysterium. Det skyldes tilsyneladende en ganske særlig reaktion i deres hjerne.


SAMMENHÆNG: RIBE

Grundlagt i begyndelsen af 700-tallet er Ribe Danmarks ældste by, og som sådan er den også landets bedst bevarede middelalderby. Her kan man se og mærke Ribe Domkirke fra 1100-tallet, gå på slentretur mellem de mange fredede huse, og føle historiens vingesus fra dengang den senere biskop Hans Tausen var en af de ledende skikkelser i Reformationen i 1500-tallet.

 

 

Ribe er ren historie i velbevaret, fysisk form. Allerede omkring 860 fik munken Ansgar bygget Danmarks første kirke netop ved Ribe, men som de fleste af de første kirker eksisterer den desværre ikke længere. På grund af sin gunstige beliggenhed ved åen har byen været en vigtig handelsby fra start af. I Ribe Vikingecenter syd for byen har man rekonstrueret den første lille markedsplads fra 710 som den givetvis har set ud. Med tiden blev Ribe Domkirke dog byens centrum, og det er den fortsat den dag i dag.

Domkirken dominerer på flere måder i bybilledet. Man ser den allerede længe inden man kommer ind i selve byen. Både hovedbygningen og ikke mindst tårnet hæver sig op som kolosser i forhold til de omkringliggende huse. Men der er mange andre flotte og vigtige bygninger i den gamle by: Hans Tausens hus i Skolegade tæt ved domkirken. Det gamle rådhus på Von Støckens Plads. Længere væk ligger Skt. Catarinæ Kirke og Kloster fra 1400-tallet. Og man må endelig ikke gå glip af Ribe Kunstmuseum i Sct. Nicolajgade, hvis man interesser sig bare det mindste for dansk kunst.

Det er meget beroligende at gå igennem de brolagt gader af meget skiftende bredde. Om morgenen er her helt stille, og når det ikke er overskyet, lægger solens varme stråler sig på de røde hustage, de brolagte pladser, gaderne langs åen og markerne lige uden for byen.

Ved gågaderne ligger der gamle butikker og caféer. Selv ved havnen ud til Ribe Å kan man sidde udendørs ved en af restauranterne. Her midt i byen finder man små stier ind til det sirlige parksystem omkring åens forgreninger. Men fortsætter man mod vest langs åen, støder man i udkanten af byen på en stor voldgrav og den gamle borgbanke til Riberhus, hvor et lille hjørne af slotsruinen står tilbage i fredelige, grønne omgivelser.


Attraktion: Ribe Domkirke

Man bliver unægteligt draget af domkirken, både på den ene og den anden måde. På trods af sin dominerende størrelse overskygger den ikke byen, tværtimod samler domkirken byen omkring sig, som en hyrde samler sine får.

Igennem århundrederne har byen og domkirken indrettet sig efter hinanden, og nu fungerer det umiddelbart optimalt: I Ribe fører alle veje til domkirken, det er i hvert fald tæt på. Byggeriet af domkirken startede omkring 1130, og den fik sin nuværende form i romansk stil i 1225. Det oprindelige hovedtårn, kaldet Borgertårnet, var 65 meter højt med spir, men det styrtede ned i 1534, og da tårnet blev repareret i 1595, fik det sin nuværende højde på 52 meter, uden spir. Det flade tag har for længst gjort Borgertårnet til et fantastisk udsigtstårn, og det kan man med fordel nyde godt af efter at have gået op af de 248 trin der er til toppen. Udsigten er formidabel, især om eftermiddagen, hvor solen står i sydvest.

 

 

Kirkerummet imponerer på flere måder. Det er et stort rum med flere sideskibe (Ribe Domkirke er den eneste kirke i Danmark med 5 sideskibe), og der er ganske højt til loftet. Man bliver også mere ydmyg ved bevidstheden om at to danske konger er begravet her, nemlig Erik Emune i 1137 og Christoffer 1. i 1259.

Koret er moderne udsmykket af den meget omdiskuterede kunstmaler Carl-Henning Pedersen. Omkring alteret er der 7 smukke mosaikker med bibelhistoriske motiver. De mere frit inspirerede glasmalerier og kalkmalerier i apsishvælvet er dog sværere at fortolke. Er det dansende engle? Eller er der også blevet plads til et par blå nisser? Døm selv. Men kunstneren har næppe været tynget af nogen særlig teologisk tradition, da han færdiggjorde sit værk i 1987.

Torvet 15, 6760 Ribe. t 75 42 06 19. Åbent 1/5-30/9 kl. 10-17. 1/10-30/4 kl. 11-15. Søndage først åbent efter kl. 12. Gratis. Adgang til tårnet koster dog 10 kr. Børn 5 kr. www.ribe-domkirke.dk


Boks: To store biskopper i Ribe

Hans Tausen

Reformationen i Danmark blev med Hans Tausen som hovedkraft (inspireret af Martin Luther i Tyskland) endelig gennemført i 1536. Hermed gik den danske kirke over til den protestantiske tro, hvor det først og fremmest er Jesus’ lære i evangelierne i Det nye testamente der står i centrum. Hans Tausen blev efterfølgende biskop i Ribe fra 1542 til sin død i 1561. Hans gravsten findes inde i kirken ved indgangen til Borgertårnet.


Brorson

En anden vigtig biskop i Ribe, var den store salmedigter Hans Adolph Brorson der virkede her fra 1741 til sin død i 1764. Brorsons første kone døde i barselsseng med deres 13. barn, netop samtidig med at Brorson var til bispevielse i København. Men på trods af dette tab, lykkedes det ham at skrive nogle af de smukkeste, danske salmer.


Op al den ting, som Gud har gjort,

hans herlighed at prise!

Det mindste, han har skabt, er stort

og kan hans magt bevise.


Gik alle konger frem på rad

i deres magt og vælde,

de mægted ej det mindste blad

at sætte på en nælde ...


Uddrag fra 'Op al den ting, som Gud har gjort' 1734


Man hører hver dag domkirkens klokkespil spille melodien til Brorsons salme 'Den yndigste rose er fundet' kl. 8 og 18.


Attraktion: Hotel Dagmar

Her kan fås et fint måltid mad mens man nyder omgivelserne i det gamle hotel. I spisesalen er der plads til at sidde og læse avis ovre i hjørnet mens man venter. Lyset falder smukt fra to sider igennem de store vinduer.

På Torvet bag domkirken ligger Hotel Dagmar fra 1581. I salene er der en fin restaurant der serverer både til frokost og aften. Men er man til det lidt mindre formelle, findes der nedenunder Vægterkælderen der byder på næsten lige så fin mad hver aften. Man kan også bare nøjes med en lokal øl fra Ribe Bryghus. Den vellykkede Blond Ale passer til næsten alt.

Tilknyttet hotellet er Weis' Stue fra 1600 på den anden side af gaden. I stuen finder man Danmarks ældste beværtning, og på første sal er der nogle mindre, men meget hyggelige hotelværelser, der er væsentligt billigere end dem på selve Hotel Dagmar.

Torvet 1, 6760 Ribe. t 75 42 00 33. www.hoteldagmar.dk


Boks: Følg vægteren

I sommerhalvåret kan man hver aften følge den gamle vægter rundt i byen. Han starter ud for Weis' Stue på hjørnet af torvet kl. 22. Det er ganske gratis.


Attraktion: Det gamle rådhus

Den mørkere del af Danmarks historie skinner i bogstavelig forstand igennem inde i rummene i det gamle rådhus. Hvis man har lidt ekstra fantasi, kan man næsten høre smerteskrigene fra fængslets afkroge, når vægteren strammer tommeskruerne endnu en omgang.

Bygningen på Von Støckens Plads blev opført i slutningen af 1400-tallet. Den har fra 1708 fungeret som byens rådhus indtil 2007, hvor Ribe kommune blev en del af Esbjerg kommune. Man kan besøge det gamle gældsfængsel der nu fungerer som et lille museum om Riber Ret, den gamle Ribe byret der efter sigende skulle have været særlig streng. Som kællingen ifølge det ældgamle ordsprog sagde, da hun så sin søn hænge i Varde galge:

"Tak Gud, min søn, at du ikke kom for Riber Ret."

Det var nu alligevel nok udtryk for kulsort middelalderhumor. Men det har helt sikkert ikke været sjovt at blive dømt ved Riber Ret. I det gamle fængsel ser man udover byens segl og lovbogen også bødlens sværd, vægterens morgenstjerner, tommeskruer til forhør og andre vigtige redskaber fra gamle dage.

Maren Spliid der boede i Sønderportsgade, blev som den sidste i Danmark brændt for trolddom ved Galgebakkerne i 1641. Hun har utvivlsomt indrømmet alle sine ukristelige gerninger under hård tortur.

Von Støckens Plads 1, 6760 Ribe. t 76 88 11 22. 1/6-31/8 hele ugen 13-15. 1/9-31/5 mandag-fredag 13-15. Voksne (o. 18) 15 kr.


Attraktion: Skt. Catharinæ Kirke og Kloster

Det gamle kloster indtager sit eget, lille hjørne af byen lidt væk fra centrum. Bygningerne er ganske store, men det krævede også sit at huse et helt munkekloster dengang i middelalderen.

Kirken og klostret blev grundlagt i 1228 af dominikanermunkene, der i Danmark blev kaldt Sortebrødrene. De nuværende bygninger er dog fra 1400-tallet. Under Reformationen blev mange "overflødige" kirker revet ned i hele Danmark, og af de mange middelalderkirker der var i Ribe, har vi i dag netop kun Skt. Catharinæ og Domkirken tibage.

Sct. Catharinæ Plads, 6760 Ribe. t 75 42 05 34. Åbent 1/5-30/9 kl. 10-12 og 14-17. 1/10-30/4 kl. 10-12 og 14-16. Kun adgang når der ikke er kirkelige handlinger. Gratis adgang til selve kirken. Klostergården, voksne (o. 18) 5 kr. www.sct-catharinae.dk


Attraktion: Skibbroen

Nede ved havnen flyder livet roligt forbi, både på gågaden og langs skibbroen, hvor små skibe en sjælden gang imellem lægger til eller fra. Bare sidde og kigge på vandets langsomme bevægelse i åen er utroligt afslappende.

Restaurant Sælhunden byder på mange gode, danske retter til en absolut rimelig pris. Her kan man sidde ved Skibbroen med en tilpas afstand til gågaden og nyde roen. Ænderne svømmer veltilfredse rundt i havnen, måske i håbet om at få nogle brødkrummer når man har spist færdigt. Ude på græsset på den anden side af åen løber tit hunde rundt og leger med deres herre. Der er plads til det hele her.

På den anden side, ud til gågaden, ligger Kolvig Restaurant, et moderne sted med forskellige friske retter. Prøv f.eks. deres formidable Vadehavs tapas med bl.a. røget marsklam, hesterejer og lokale oste. Man kan sidde udenfor ved siden af slusen, hvor vandet plasker konstant, mens folk går forbi ude på gågaden.


Attraktion: Ribe Kunstmuseum

På mange af billederne er personerne næsten i naturlig størrelse. De stråler ud i rummet så alvorlige og tilstedeværende at de virker helt uvirkelige. Men det er de på en måde også, de er jo bare kunstmalerier …

Midt på Sct. Nicolajgade ligger der et dejligt kunstmuseum fra 1891. På flere måder passer museet perfekt til Ribe. Det er stort, uden at være for stort. Med lidt god vilje kan man godt se hele samlingen på 1 time. Men der er ingen grund til at forhaste sig. De store, lyse rum med højt til loftet giver god plads til både værkerne og de besøgende. Og udsigten til den grønne have bagved, skaber en god, nærmest hyggelig stemning i hovedrummene.

Museet har især en fin samling af danske malerier fra 1700- og 1800-tallet med fokus på Guldalderen, Realismen og Modernismen. Her er værker af store, danske malere som Thorvaldsen, Eckersberg, Marstrand og Hammershøj. Men man støder f.eks. også på et interessant maleri af Peder Ussing der viser hvordan han så Torvet i Ribe i 1832.

På første sal er der lidt moderne kunst, og heroppe er der desuden adgang til magasinet. I kælderen er der et rum, hvor børnene kan tegne deres egne billeder. Nyd også den store have bagved der går helt ned til åen.

Sct. Nicolajgade 10, 6760 Ribe. t 75 42 03 62. Åbent 1/5-30/9 mandag-fredag 10-17, lørdag, søn- og helligdage 11-17. 1/10-30/04 tirsdag-søndag 11-16

Voksne (o. 18) 40 kr. www.ribe-kunstmuseum.dk


Attraktion: Ribes Vikinger

Her bevæger man sig hurtigt ind i en tid hvor vikingehøvdingene herskede i Norden. Store dele af udstillingen virker meget livagtig. Man kommer tættere på livet i vikingelandsbyerne, og man ser hvor fint håndværket i Norden var allerede dengang.

Museet rummer flere, store udstillinger. På vikingehandelspladsen ved siden af vikingeskibet får man et godt indtryk af hvordan leveforholdene var. Handel var trods alt det mest centrale for vikingerne når de tog ud på langfart. Og netop fordi tingene her på udstillingen er sat ind i en sammenhæng, føler man nemmere et slægtskab til tiden dengang. Husk på at det kun er cirka 35 generationer siden at Danmark blev kristnet af Harald Blåtand i år 960.

Udstillingerne dækker foruden vikingetiden også middelalderen og senmiddelalderen. Brug lidt ekstra tid på byggepladsen fra år 1500. Kig også en ekstra gang på de udstillede skeletter og kranier fra middelalderen. Der er en sandsynlighed for at det er en fjern slægtning!

Odins Plads, 6760 Ribe. t 76 88 11 22.

Åbent 1/4-30/6 alle dage 10-16,

1/7-31/8 torsdag-tirsdag 10-18, onsdag kl. 10-21,

1/9-31/10 alle dage 10-16,

1/11-16/3 tirsdag-søndag 10-16,

Voksne (o. 18) 60 kr. www.ribesvikinger.dk


Attraktion: Ribe Vikingecenter

Her ses vikingehåndværkerne i fuld sving, og røgen fra bålene kommer helt tæt på. Smeden laver nye redskaber hver dag. Ved siden af arbejder ravsliberen tålmodigt med det der i vikingetiden var Nordens guld. Gå heller ikke glip af falkoneren når han træner sine rovfugle til jagt.

Har man mod på en mere aktiv oplevelse af vikingetiden, så kan man tage til dette frilandsmuseum et par kilometer syd for Ribe ved Lustrup. Her udfører de forskellige håndværkere deres arbejde på autentisk vis. Og de hurtigste af gæsterne kan godt nå at gøre en rask handel i ny og næ.

Lustrupvej 4, 6760 Ribe. t 75 41 16 11.

1/5-29/6 mandag-fredag 10-15.30,

30/6-31/8 mandag-søndag 11-17,

1/9-30/9 mandag-fredag 10-15.30,

Efterårsferie, uge 42 mandag-fredag 10-15.30.

Voksne 75 kr. Børn (under 14) 35 kr. www.ribevikingecenter.dk


Attraktion: Riberhus Slotsbanke

Omkring voldgraven og inde på slotsbanken er der en helt særlig stemning. Det er nærmest som om middelalderkongerne ikke helt har glemt deres yndlingsslot i Jylland endnu. Udsigten fra slotsbanken ind over den gamle by er nu også ganske god, især om aftenen hvor solen står i sydvest.

Nordvest for centrum ligger Riberhus Slotsbanke i udkanten af den gamle bydel. Det gamle kongeslot blev hårdt medtaget under Svenskekrigene i 1600-tallet. Under svenskernes besættelse af slottet, lod rigsgreve Rantzau det bombardere i 1644. Efter krigen var slottet efterhånden blot en ruin, og fra 1685 blev det brugt som stenbrud. Udover slotsbanken og voldgraven omkring den er der intet tilbage af slottet, lige på nær et lille hjørne der blev genskabt i 1940'erne.

Udsigten ind over byen deler man med en statue af Dronning Dagmar der netop står på det bedste udkigspunkt. Hendes statue blev lavet af Anne Marie Carl Nielsen i 1913, dengang resten af Nordslesvig stadigvæk var under tysk herredømme efter nederlaget i 1864.


Tema: Dronning Dagmar og Valdemar Sejr

Dagmar var prinsesse af Bøhmen, en historisk landsdel i det der nu hedder Tjekkiet, før hun blev gift med den danske kong Valdemar Sejr på slottet Riberhus i 1205. Hun døde allerede efter blot 7 år i Danmark, men hun opnåede alligevel med tiden at blive elsket af det danske folk.

Hendes popularitet knytter sig især til sagn og populære folkeviser. Ikke mindst har visen 'Dronning Dagmar ligger i Ribe syg' gjort stort indtryk på folket. Den beskriver hvordan kongen kommer for sent til hendes dødsleje, og hvordan hun alligevel vågner fra de døde og overtaler ham til at frigive alle fanger og benåde de fredløse. Kongen opfylder selvfølgelig hendes ønske, i hvert fald i sangen, og det har været med til at skabe et billede af Dagmar som en god og fredselskende dronning.

Kong Valdemar Sejr er ligeledes en populær skikkelse i dansk historie. Sagnet fortæller hvordan han ved et sejrrigt slag i Estland i 1219, fik det danske flag, Dannebrog sendt ned fra himlen. Desuden er det ikke mindst Valdemar Sejr der i 1241 udstedte Jyske Lov, som senere skulle blive grundlaget for dannelsen af den danske stat. Kongens fortale til loven starter med disse smukke ord:

"Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor der er Tvivl om, hvad der er Sandhed, der skal Loven vise Sandheden.

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde."


VÆRD AT VIDE OM RIBE

Ribe Turistbureau, Torvet 3, 6760 Ribe. t 75 42 15 00. Åbent mandag-fredag 9-17, lørdag 10-13. Skråt over for Hotel Dagmar. Her fås kort over byen og de mange tilbud i området. www.visitribe.dk


Ribe Station, Dagmarsgade 16, 6760 Ribe. t 70 27 74 82. Åbent mandag-fredag 7.30-17. Tog mod henholdsvis Esbjerg og Tønder.


Ribe Postkontor, Sct. Nicolaj Gade 12, 6760 Ribe. t 80 20 70 30. Åbent mandag-fredag 11-17, lørdag 10-12.


Danske Bank, Saltgade 10, 6760 Ribe. t 45 12 20 40. Åbent mandag-fredag 10-16.


SAMMENHÆNG: ÅER VED VADEHAVET

Åerne består af naturlige vandløb der afvander den sydlige del af Jylland. De fleste af de store åer ved Vadehavet er mellem 60 og 70 km lange. På deres vej gennem det opland som de afvander, søger åerne naturligvis altid den letteste vej. Således udløber mange af de mindre åer i større åer, søer eller moser. Alle de større åer løber ud i havet igennem sluser. Hermed kan man nemlig delvist kontrollere vandstanden i åerne.

Mange af åerne har et rigt fiskeliv som de lokale ønsker at fremme, dels for at fiske, men også for at værne om miljøet i området. Det kræver en balancegang med de lokale landmænd som også har brug for åerne i forbindelse med dræning af deres marker efter større mængder regn. De seneste par år har der dog været et godt samarbejde mellem landbruget og de forskellige miljøforkæmpere for at bevare den naturlige balance i åerne. Ikke mindst er åerne efter en destruktiv udretning før i tiden nu igen blevet snoet efter en langvarig indsats fra myndighedernes side.


Attraktion: Sneum Å

Lige sydøst for Esbjerg munder åen ud i Vadehavet. Det sidste stykke går gennem oprindeligt marskland. Her er gode muligheder for at fiske laks, ørred, gede og ål, alt efter årstiden. Man kan sejle kano de sidste 14 km ud mod Sneum sluse.


Attraktion: Kongeå

Dette er en å af stor historisk betydning. I hundredevis af år fungerede åen som toldgrænse mellem det danske kongerige og hertugdømmet Slesvig. Indtil 1827 var der således meget smugleri af især heste og stude over denne å. Efter nederlaget i 1864 fungerede åen i stort omfang som grænse mellem Danmark og Tyskland - med undtagelse af området omkring Ribe der heldigvis forblev dansk. Efter folkeafstemningen i 1920 blev Nordslesvig endelig en naturlig del af Danmark.

Åen egner sig særlig godt til kanosejlads eller fiskeri efter især ørred. Fiskekort til området kan bl.a. købes i turistbureauer og jagtforretninger.


Attraktion: Ribe Å

Den store å munder ud vest for Ribe igennem Kammerslusen. Det sidste stykke løber gennem et meget fladt marsklandskab bag diget ud til Vesterhavet. Områderne omkring åen øst for Ribe er vildtreservat.


Attraktion: Brede Å

Åen strækker sig på tværs igennem landet, og den går bl.a. igennem Bredebro. Åen munder ud ved Ballum Sluse 2 km syd for vejen til Rømø. Området nord for Ballum Enge er meget roligt. Her er et særlig rigt fugleliv. I åen er der gode muligheder for at fiske efter ørred, laks, ål og gedde. Længere inde i landet er der mulighed for kanosejlads.


Attraktion: Vidå

Syd for Højer løber åen gennem Tøndermarsken, et ganske specielt landskab med et meget rigt fugleliv. Der er bl.a. tit mange fiskehejre her på egnen. Og udover gæs og ænder er det ikke unormalt at se musvåger og rørhøge tæt ved åen. Det er også godt at fiske efter ørred, gede og ål længere inde i landet. Visse steder udgør åen landegrænse mellem Danmark og Tyskland, nærmere bestemt Sydslesvig. Desuden går en gren af åen igennem Tønder.


SAMMENHÆNG: MARSKLANDET

Landskabet ved Vadehavet er noget helt specielt i naturen. Det flade land har et unikt samspil med havet der med tidevandet sørger for en normalt ret stabil vekslen mellem lavvande og højvande på lidt over 6 timer, to gange i døgnet. Normalt er forskellen på højvande og lavvande på 1 ½ meter. Ved orkan ved højvande kan forskellen dog være på helt op til 4 meter, men det sker heldigvis ikke så tit. Disse udsving er nu nok til at der ligger høje diger langs det meste af kysten. Heroppe fra er der desuden en fin udsigt over området, og bag digerne, ind mod land ligger der en velholdt cykelsti, delvis i læ for vestenvinden.


Marskdannelsen

De lavvandede områder ud til kysten, kaldet vaderne, oversvømmes regelmæssigt. De områder hvor der er tilpas meget plantevækst, synker sand og organisk materiale fra havet til bunds, hvilket netop danner marsklandet. Landet vokser altså flere steder, f.eks. på Rømø hvor der bliver tilført cirka 10 centimeter land hvert år.

Det er kun specielt tilpassede plantearter der kan klare skiftevis at være tørlagt og siden dækket af vand med et meget omskifteligt saltindhold. Ligeledes kræver det vekslende landskab en del specialisering hos dyrene.


Vadehavets dyr

Naturen i Vadehavet er meget gavmild over for de dyr der kan tilpasse sig omgivelserne. Havets normalt meget rolige vekslen mellem lavvande og højvande efterlader nemlig friske næringsstoffer hver gang havet trækker sig tilbage, og det nyder algerne godt af. Algerne bliver efterfølgende spist af bittesmå dyr som plankton og mudderædere, som igen bliver spist af små rovdyr som søstjerner. Næste led i fødekæden er de mange forskellige fugle, hvis enorme antal vidner om hvilket overdådigt spisekammer Vadehavet er.

Vadehavet fungerer som en meget vigtig rasteplads for over 10 millioner vadefugle, gæs, ænder og måger hvert år. De fleste af vadefuglene ruger deres æg på jorden, hvilket i princippet gør dem til et let bytte for f.eks. ræve. Men det plejer at gå godt. Vadefugle som f.eks. de ret dominerende ryler lægger meget store æg, hvilket giver ungerne plads til at udvikle sig færdigt inden de klækkes. Ungerne forlader reden med det samme, og de kan utroligt nok selv finde deres egen føde efter få sekunder.


Attraktion: Kammerslusen

Her ligger enorme græsenge, hvor store fåreflokke hersker i fred. Fårene virker nysgerrige, men de løber væk når man kommer for tæt på. Langt, langt ude ligger havet, men det kan bedre betale sig at bevæge sig længere sydpå, hvis man ønsker at udforske vandet på nærmere hold.

 

 

Både nord og syd for Kammerslusen til Ribe Å ligger store græsenge uden for diget. Kig dog også mod øst ind over Ribe Holme. I det fjerne kan man tydeligt se Ribe Domkirke strække sig op i landskabet. Det må have været et ærefrygtindgydende syn for bønderne i middelalderen.

Kammerslusen, Kammerslusevej, 6760 Ribe.


Attraktion: Ballum Enge

Mange af fuglene gemmer sig så godt de kan, men man kan nemt høre dem, især tidligt om morgenen, hvor de godt kan finde på at larme ganske gevaldigt. De store flokke af gæs er dog nemme at se, de har som regel travlt med at græsse dagen lang.

Syd for Brede Å ligger Ballum Enge beskyttet bag diget. Her er enorme flokke af gæs, især i vinterhalvåret hvor de kan være op til 60.000. Mange gæs bliver her dog hele året rundt. Som noget lidt specielt er der en chance for at se den meget sjældne hedehøg her i området. De er ved deres ynglepladser omkring Ballum fra slutningen af april til starten af september, og de jager meget i området efter føde til deres unger.

De lokale landmænd har sat hegn op omkring hedehøgenes reder, for at beskytte dem mod ulykker, ræve og lidt for nysgerrige turister.


Attraktion: Emmerlev Klev

Jorden hæver sig som en mur bag kysten. Lige her er der ingen brug for diger eller yderligere sikringer mod stormflod. Her har naturen selv sørget for beskyttelsen af landet bagved.

Emmerlev Klev er et stykke oprindeligt natur der på naturlig vis hæver sig 9 meter over havet, hvilket er noget specielt på disse kanter. Her er unægteligt en god udsigt ud over Vadehavet, især om morgenen, hvor man har solen i ryggen.


Attraktion: Højer

Byen ligger på en bakketop omgivet af marsklandet, en ægte marskby med mange fredede huse i området. Det er her meget nemt at nyde de specielle landskaber der ligger rundt omkring byen.

Højer Mølle, midt i byen er fra 1857, og den er desuden den største trævindmølle i Nordeuropa. Men ellers er det landskaberne omkring byen der drager, kanalerne igennem landet og digerne omkring marskengene.

Højer Mølle, Møllegade 13, 6280 Højer. t 74 78 29 11. Åbent april-oktober, mandag-søndag 10-16. Voksne (o. 16) 25 kr.


Attraktion: Vidå Sluse

Her har man en god udsigt over Vadehavet i vest og marsklandet i øst, to parallelle verdener der kun delvist adskilles af digerne og sluserne.

Vest for Højer finder man Vidå Sluse, et udmærket udgangspunkt for gåture langs diget eller langs stierne ind i landet. Desuden ligger Restaurant Slusen Højer her og frister med hjemmelavede retter af sønderjysk tilsnit.

Slusen Højer, Slusevej 10, 6280 Højer. t 74 78 27 31.


Attraktion: Margrethe Kog

Vest for diget ligget havet og venter tålmodigt, mens de små søer ligger øst for diget og skaber et unikt miljø for plante- og dyrelivet. Især fuglene elsker området, men på stierne længere inde kan der også godt ses en del mennesker i dagtimerne.

En kog er et stykke marskland beskyttet af menneskeskabte diger. Syd for slusen ligger Margrethe Kog der med sine saltvandssøer har et meget rigt fugleliv. Der er rigtig mange gæs her, men der er også god mulighed for at se havørne, vandrefalke og dværgfalke, især i vinterhalvåret. Søerne strækker sig flere kilometer mod syd, så man kan med fordel gå en tur langs diget ned mod grænsen til Tyskland. Det er bedst tidligt om morgenen eller senere på aftenen.

Attraktion: Tøndermarsken

Længere inde i landet folder Tøndermarsken sig for alvor ud. Engområderne bliver større og mere afvekslende, fugleflokkende ligeså. For den fugleinteresserede er der ingen vej udenom.

Øst for Margrethe Kog fortsætter de store, fredede områder af Tøndermarsken, hvilket omfatter Ny - og Gammel Frederikskog, Rudbøl Kog og Magisterkogen i grænselandet langs åen. Disse engområder har et særdeles rigt plante- og dyreliv, ikke mindst op til 50 forskellige fuglearter, hvilket er helt unikt i Europa. Der er en velholdt cykelsti rundt i området, også syd for grænsen.


Boks:

Sort Sol

Forår og efterår ser man Sort Sol over marsken hver aften inden solnedgang. Op til 1 million stære samles i en kæmpeflok, for at udføre en uforklarlig flyveballet der dækker himlen næsten totalt. Fra det ene øjeblik til det andet forsvinder de ned i rørkovene for at gå til ro. Men det kræver timing og lokalkendskab at fange øjeblikket. Det anbefales at følge en af de arrangerede forårs- eller efterårsture fra Tønder Turistbureau, hvis man ikke vil risikere at gå glip af dette sælsomme fænomen.

Tønder Turistbureau, Torvet 1, 6270 Tønder. t 74 72 12 20. www.sortsafari.dk


Attraktion: TØNDER

Gågaden i byen strækker sig langs fine, gamle huse, købmandsbutikker, tøjbutikker, alt hvad hjertet kan begære. Her er husene ikke så høje, men det gør bestemt ikke noget, det gør kun det hele lidt mere hyggeligt.

Byen blev købstad allerede i 1243, og er således en af landets ældste købstæder. Oprindelig var Tønder en havneby, men som følge af digebyggeriet i 1550'erne mistede byen sin direkte adgang til havet. Nu er byen en slags grænseby med masser af besøgende fra både nord og syd.


Attraktion: Museerne i Tønder

Kulturhistorie Tønder ligger op ad den gamle slotsbanke til Tønderhus. Af slottet er kun det flotte Porthus tilbage, og det fungerer nu som en del af museet. Desuden er museet knyttet sammen med Kunstmuseet i Tønder, der rummer en fin samling af moderne dansk kunst.

Ved siden af hovedbygningerne ligger Tønder Vandtårn der er blevet forvandlet til udstillingssted for bysbarnet Hans J. Wegners verdensberømte stole. I toppen af tårnet findes en perfekt udsigt over byen, 360 grader rundt gennem store vinduer.

Kongevej 51, 6270 Tønder. t 45 74 72 89 89. Åbent juni-august, mandag-søndag 10-17. September-maj, tirsdag-søndag 10-17. Voksne (o. 18) 40 kr. Pensionister og studerende 25 kr. www.museum-sonderjylland.dk


Boks:

Tønderfestivalen

Den sidste weekend i august afholdes Tønderfestivalen, en international festival inden for folkemusik og blues. Festivalen startede oprindeligt i 1974 og er vokset støt lige siden. Festivalen plejer at strække sig over fire dage, og den byder som regel på langt over 50 bands fra bl.a. Irland, Skotland, England, Skandinavien og USA.

Festivalkontoret, Vestergade 80, 6270 Tønder. t 74 72 10 00. www.tf.dk


Attraktion: Møgeltønder og Schackenborg Slot

Dette er en lille, fin by med gamle villaer på stribe langs den brolagte allé. Området er på alle måder præget af slottet sydøst for byen, hvilket gør den temmelig eksklusiv at bevæge sig rundt i. Det er her Sønderjyllands kongelige eventyr begynder.

3 km vest for Tønder ligger den lille by Møgeltønder. Her finder man Schackenborg Slot der indtil 1661 hed Møgeltønderhus. De oprindelige bygninger stammer fra 1200-tallet, men den flotte hovedbygning man ser ude fra Schackenborgvej er dog fra 1750. Prins Joachim overtog slottet i 1993, og han bor her nu med Prinsesse Marie og sine børn. Prinsen driver selv godset som er på 969 hektar.

I juli og august er der mulighed for guidede ture på bestemte tidspunkter i slotsparken onsdage og lørdage. Billetter købes på Tønder Turistbureau eller ved indgangen.

Schackenborg 2, 6270 Tønder. t 74 72 12 20. Voksne 25 kr. Børn 4-11 år kr. 20 kr.


Attraktion: Møgeltønder Kirke

Kalkmalerierne i koret er overvældende i deres omfang og detaljer. Det tager flere minutter at vende sig til synet, så det er en god idé at sætte sig ned mens man kigger sig omkring.

Det er en ganske flot kirke fra omkring 1150 der absolut er et besøg værd. F.eks. findes der under koret en gravkrypt med tre sarkofager der bl.a. indeholder greve Hans Schack der døde i 1719. Korets hvælvede lofter er udsmykket med meget detaljerede kalkmalerier fra 1500-tallet, mens kirkeskibets bræddeloft viser billeder af skabelsen, lidelsen og dommedag fra omkring 1690.

Det var i denne kirke Prins Joachim blev gift med Prinsse Marie i 2008.

Sønderbyvej 24, 6270 Tønder. Åbent mandag-lørdag 8-16.


STEDER AT SOVE


Fanø

Nørby Kro, Strandvejen 12, Nordby, 6720 Fanø. t 75 16 35 89. Dobbeltværelse 1.290/1.950 kr. inklusive fin aftensmad og morgenmad. Hyggeligt sted lidt væk fra byen.


Kromanns Hotel, Sønder Land 7, Sønderho, 6720 Fanø. t 75 16 44 45. Dobbeltværelse 490/790 kr. inklusive morgenmad. Stort, men hyggeligt sted midt i byen.


Sønderho Kro, Kropladsen 11, 6720 Fanø. t 75 16 40 09. Dobbeltværelse 1.250/2.050 kr. inklusive morgenmad. Fint og hyggeligt sted i høj klasse. www.sonderhokro.dk


Mandø

Mandø Kro, Mandø Byvej 26, 6760 Ribe. t 75 44 60 83. Dobbeltværelse inklusiv morgenmad 550 kr. Hyggeligt hotel i smukke omgivelser. www.mandoekro.dk


Rømø

Havneby Kro, Skansen 3, 6792 Rømø. t 74 75 75 35. Dobbeltværelse inklusiv morgenmad 698/898 kr. Kgl. privilegeret kro med friske, moderne værelser. www.havneby-kro.dk


Kommandørgården, Havnebyvej 201, 6792 Rømø. t 74 75 51 22. Dobbeltværelse inklusiv morgenmad 975/1.095 kr. Værelser midt i det store feriecenter. www.kommandoergaarden.dk


Ribe

Hotel Dagmar. Torvet 1, 6760 Ribe. t 75 42 36 52. Dobbeltværelse inklusive morgenbuffet 1.195/1.595 kr. Stilfuldt, gammelt hotel midt i byen. www.hoteldagmar.dk


Den Gamle Arrest. Torvet 11, 6760 Ribe. t 75 42 37 00.

Dobbeltværelse inklusive morgenmad 1.130/1.230 kr. Overnat i arresten under behagelige forhold. www.dengamlearrest.dk


Danhostel Ribe Vandrerhjem. Sct. Peders Gade 16, 6760 Ribe. t 75 42 06 20. Dobbeltværelse inklusive morgenmad 440/630 kr. Vandrehjem 1 minut fra centrum. Flere værelser med god udsigt over byen. www.danhostel-ribe.dk


Gredstedbro

Gredstedbro Hotel, Vestergade 2, 6771 Gredstedbro. t 75 43 10 88. Dobbeltværelse inklusiv morgenmad 560 kr. Hyggeligt sted ved Kongeå lidt nord for Ribe. www.gredstedbro-hotel.dk


Højer

Rudbøl Vandrerhjem, Rudbølvej 19-21, Rudbøl, 6280 Højer. t 74 73 82 98. Dobbeltværelse uden eget bad 350 kr. Fællesværelse pr. person 150 kr. Enkelt vandrerhjem lidt nord for Tøndermarsken. www.danhostel.dk/rudboel


Møgeltønder

Schackenborg Slotskro, Slotsgaden 42, Møgeltønder, 6270 Tønder. t 74 73 83 83. Dobbeltværelse inklusiv morgenmad 1.225/1.900 kr. Fint hotel smukt beliggende på Slotsgaden. www.slotskro.dk


Tønder

Hostrups Hotel, Søndergade 30, 6270 Tønder. t 74 72 21 29. Dobbeltværelse inklusiv morgenmad 490/875 kr. Billigt hotel lige ved åen. www.hostrupshotel.dk


STEDER AT SPISE


Fanø

Restaurant Ambassaden, Hovedgaden 57, Nordby, 6720 Fanø. t 75 16 22 11. Dansk/europæisk landkøkken med friske retter.

2 retter + 1 øl 330 kr.


Kromanns Fiskerestaurant, Sønder Land 7, Sønderho, 6720 Fanø. t 75 16 44 45. Fiskeretter midt i byen.


Sønderho Kro, Kropladsen 11, 6720 Fanø. t 75 16 40 09. Fint, alsidigt køkken af høj klasse.

2 retter + 1 øl 440 kr.


Rømø

Havneby Kro, Skansen 3, 6792 Rømø. t 74 75 75 35.

2 retter 250 kr. + drikke.

Fin mad i smukke omgivelser.

www.havneby-kro.dk


Ribe

Restaurant Sælhunden. Skibbroen 13, 6760 Ribe. t 75 42 09 46.

Spis ved skibbroen, f.eks. sildetallerken 95 kr. til frokost eller to retter 250 kr. til aften.


Kolvig Restaurant. Mellemdammen 13, 6760 Ribe. t 75 41 04 88.

 

 

 

 

 

 

 

 

Peter Hovmand (c) 2008